Selv om Beatliv er Mikkel Engells debut som solist, er det en garvet musiker, der udgiver et album. Mikkel Engell har spillet land og rige tyndt, turneret i Europa og spillet på jazzklubber i New York som et af de unge stjerneskud i dansk jazz. Lige indtil han for få år siden lagde jazzen bag sig for forfølge det, han er bedst til: At skrive vedkommende sange på dansk.
Mikkel Engell er vokset op i Viby ved Århus. Allerede tre år gammel fik han en stedfar, Henrik, der elskede musik og var forsanger i bandet Fuld Bak Frem, og Mikkel var med, når bandet optrådte på bl.a. spillestedet Gyngen i Mejlgade. Mikkels mor og stedfar skrev sammen teksterne til Fuld Bak Frems eneste pladeudgivelse. Mikkels stedfar har altid været god til at underholde, og er meget udadvendt af natur.
"Jeg har en god ballast med hjemmefra", siger Mikkel Engell. "Min mor og stedfar er ikke hippier, men de har valgt en attitude at møde verden med, hvor de dømmer folk på, hvad de kommer og bidrager med. Hos mine bedsteforældre kom der alle slags mennesker - andre nationaliteter, folk fra top til bund... Det var et frirum, og der var altid sjovt og festligt. Jeg kan møde alle folk, og det jeg lægger mærke til først er, hvem de er, og om de har noget varme - et glimt i øjet. Det betyder ikke så meget, hvem du er. Det vigtigste er, hvad har du at byde på."
Det var Henriks fortjeneste, at Mikkel tidligt blev introduceret til musik. Første gang Mikkel mødte sin stedfar, satte han sig ned med en guitar foran Mikkel i lejlighedens entré og sang en sang for Mikkel. Det gjorde et dybt indtryk, og som 6-årig begyndte Mikkel at modtage guitarundervisning. Idolerne hed Sebastian og Bob Dylan, og det var bl.a. deres repertoire, der blevet spillet. Henrik arbejdede på et behandlingshjem for adfærdsvanskelige børn og unge, og ofte kom Mikkel og underholdt på stedet, når der havde været problemer.
Da Mikkels guitarlærer ikke længere syntes, han kunne lære Mikkel noget, fik han en ny lærer, der underviste i klassisk guitar. Til en start var Mikkel ked af skiftet fra western-guitar til spansk guitar, men han blev grebet af musikken. Dog ikke mere, end at han stoppede med at spille, da han var 11-12 år for i stedet at spille fodbold. Dette gik han meget op i, præcis som han havde gjort det med musikken. Det var og er i det hele taget kendetegnende for Mikkel Engell, at han går meget lidenskabeligt til værks med alt, hvad han gør. Han bliver nærmest besat, hvilket medfører, at det han kaster sig ud i, bliver vanvittigt tidskrævende, men også at han er god til det, han laver.
I 9. klasse fik Mikkel en kæreste, hvis bror spillede bas og genintroducerede Mikkel til musikken. Denne gang var det kunstnere som Lou Reed og The Who, Mikkel var vild med. Han tog igen guitaren op og spillede fra 1988-1992 med i bandet The Funktions, der havde rødder i miljøet omkring Århus Friskole. The Funktions turnerede som et af to hovednavne på Det Blå Rocktog - en koncertrække arrangeret af DSB. I bandet spillede også Jens Bjørnkjær (senere medstifter af Superstar Records og producer for bl.a. Bliv Glad, Gnags og The Gypsies) og Bastian Sjellberg (har spillet med bl.a. Nobody Beats The Beat og Gnags). The Funktions spillede primært eget materiale og havde masser af jobs.
Mikkel blev student med fine karakterer, og kunne vælge mange veje, men det var musikken, der interesserede ham. Han var blevet vild med jazz-guitaristen John Scofield og ville selv gerne lyde jazzet. Efter studentereksamen tog han et job for at tjene penge til at komme på Berklee School of Music i New York, men da han i en alder af nitten fik konstateret sukkersyge, måtte han blive hjemme i Århus, hvor han begyndte at spille jazz med forskellige orkestre. Mikkel deltog på hele fire Vallekilde Summersessions samt tre Brandbjerg stævner fra 1990-93. I perioden 1992-95 spillede han i bandet LoudJAZZ Quartet - en gruppe, som over en årrække spillede med den etablerede trompetist, Jens Winther. Gruppen spillede udelukkende Mikkels kompositioner.
Fra 1994-99 spillede Mikkel Engell med bandet Two Smoking Axes sammen med guitaristen Uffe Steen, samt Peter Vuust (bas) og Morten Lund (trommer). I 1996 blev han af Dansk Jazzforbund og Levende Musik i Skolen udvalgt til at holde en foredragsrække (Double-Live) om sine kompositioner, tankerne bag og musik i det hele taget. I den forbindelse spillede Two Smoking Axes over hele landet. Det var også i 1996, Mikkel kom ind på Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvorfra han tog en fem-årig uddannelse som solist. Som en del af uddannelsen boede han to år i New York (1999- 2001), hvoraf han tog et år på New School of Music samt et år med private studier hos guitaristen Kurt Rosenwinkel og den visionære bassist Ben Street.
Under opholdet i New York spillede Mikkel en masse jobs på caféer og jazzklubber. Han spillede og jammede også med sin lærer, Ben Street, der opmuntrede ham yderligere til at skrive musik, og de nye numre, der blev skrevet i New York, indspillede Mikkel med sit eget faste band, Scuba. Scuba eksisterede fra 2001-05 og spillede i perioden 15-20 koncerter årligt i Danmark. I februar 2002 udgav Scuba albummet Mikkel Engell, Scuba med medvirken af bl.a. Ben Street (der havde spillet med bl.a. Danilo Perez og Kurt Rosenwinkel) og Seamus Blake (fra bl.a. John Scofield Group).
I 2003 spillede Mikkel Engell en lang koncertrække med Ben Street sammen med Kresten Osgood (bas) og Søren Kjærggard (klaver). Igen bestod repertoiret overvejende af nye kompositioner af Mikkel. Kort efter (i 2003/2004) arrangerede Mikkel en koncertrække under navnet A Tribute To New Danish Music. Der blev arrangeret seks koncerter med Jacob Bro, Flemming Agerskov, Marie Laurette-Friis, Hans Ulrik, Kresten Osgood og Jacob Anderskov som gæster. Her blev spillet helt nye kompositioner af de medvirkende.
Scuba udsendte igen et album, Music Beats Jungle Law, i april 2004. Scuba fik for begge udgivelser gode anmeldelser og solgte en del plader i Japan. Mikkel fortæller om bandet: " Vi indspillede mine numre samt vores eget arrangement af The Beatles' Fool On The Hill. Det kan være fint at indspille et cover-nummer. Det vigtige er, at nummeret tilføres noget, og at det er personligt, Men også at det holdes simpelt, så man samtidig med at man udvikler nummeret og gør det moderne holder det til kernen. Selv om mine numre til Scuba var virkelig visionære og fede, og vi fik gode anmeldelser, var der ikke nogen, der fokuserede på sangskrivningen ud over den tætte kreds af de, der spillede med på det."
I hele perioden fra 1994-2004 var det jazzen, der fyldte, og hele tiden skrev Mikkel selv musik. Skabertrangen fylder i Mikkel, der er drevet af lyst til at sætte ting sammen og tilvejebringe noget nyt. Selv om musikerne, Mikkel spillede med, altid syntes, at han havde talent for at skrive, var Mikkels fokus at blive god til at spille, så han kunne blive sideman hos andre gode navne. Det blev han bare for alvor aldrig, hvilket frustrerede, for i jazz-miljøet var det netop, hvad alt drejede sig om, hvis man ville leve af musikken. Målet var, at folk skulle spørge Mikkel, om han ville spille med dem, men det var altid den anden vej rundt. Det var etablerede jazz-musikere som Jens Winther og Uffe Steen, der spillede med Mikkels bands, og Mikkel følte, at han havde disse erfarne og langt ældre musikeres anerkendelse - at han befandt sig på samme niveau som dem, om ikke altid teknisk så på et åndeligt og visionært plan.
Nok havde Mikkel troen på, at han kunne spille, og han blev en bedre og bedre guitarist. Alligevel var det som om, Mikkel ikke kunne leve sig fuldt ind i musikken. Det begyndte at gå op for ham, at numrene, han skrev, var interessante at spille, og at det at skrive musik var et kald og et fokus i sig selv. At han måske i virkeligheden mere var sangskriver og komponist end musiker og kommende sideman.
Ben Street spurgte en gang Mikkel om, hvad han virkelig gerne ville. Mikkel svarede, at det bl.a. var at lave musik, som både hans venner og hans forældre havde en chance for at kunne lytte til med glæde. Det var et kæmpespænd, vidste han, men også en ambition der fyldte. Musikken han lavede med Scuba, havde meget stor vægt og føltes som et kald, men det var en frustration, at det var så svært at få musikken op til overfladen og gøre den let forståelig - at få den ud til folk. I de mange år som jazz-musiker lyttede Mikkel meget til Radiohead. Han dyrkede også ældre jazz som f.eks. Billie Holiday og Lester Young og kunne godt lide det simple udtryk og melodierne. Og det har været en konflikt for Mikkel, at han har haft en interesse i det komplekse og gerne vil nå dybderne, men at det er det umiddelbare, der tiltaler ham - musik med varme og som alle mennesker kan forstå. Efterhånden erkendte Mikkel Engell, at kaldet for ham som musiker er at skabe åbninger og nedbryde skel.
Efter den sidste turné med Scuba i foråret 2005, stopper Mikkel med at spille jazz fra den ene dag til den anden. Han føler, at han har gjort, hvad han kan med genren og nu må finde ud af, hvad musik også kan være. Han går på Art Lab for at lære noget om elektronisk musik. Og så får han lyst til at forfølge det at skrive sange. Det starter med sange på engelsk i singer songwriter-stil med barndoms-idolet Bob Dylan som inspiration. Arbejdet med at skrive sange føles som det naturligste i verden og tilfører Mikkel masser af ny energi. Som nyudsprunget singer songwriter spiller han live både solo og med band og skriver over et års tid mere end 30 sange. Fire af disse udkommer i starten af 2006 på EP'en Nothing is at it seems - en EP, der bliver spillet på P4.
Mikkel begynder at mærke, at det vil være stærkere at skrive på dansk og lader fra 2006 sin sangskrivning foregå på modersmålet. Med bandet Højhus synger og skriver Mikkel for første gang på dansk. Her spiller han sammen med Jakob Falgren, der ender med at bliver producer på solo-debutalbummet. Mikkel tjener undervejs en sjat penge på at skrive et nummer til en Tuborg Squash Buddie TV-reklame. Det er en lille sang, der virkelig kommer ud til folket, og da Mikkel senere oplever, hvordan et helt øltelt på Roskilde Festival står og skråler denne sang, er det en bekræftelse af, at han har sans for at skrive en melodi og en sjov tekst. Mens Mikkel havde spillet jazz, havde det ofte været hans oplevelse, at folk mest kom for at høre det sjove, Mikkel sagde mellem numrene, hvilket havde været lidt af en konflikt, når det nu var musikken, der skulle være i centrum og tages alvorligt.
Mikkel Engell har fundet noget nyt i identiteten som sangskriver. Noget der komplimenterer, hvem han er, bl.a. fordi rollen som sanger og sangskriver har både en indadvendt side og en social festlig side. Mikkel elsker at slå sig løs til musikken og mærke den frihed der er i det. I mere end 10 år har Mikkel dyrket Zen-meditation, knyttet det sammen med skabelsen af musikken og har i Zen søgt noget af det samme: En frihed til at gøre, hvad han vil og leve fuldt ud hver enste dag. For Mikkel er det allervigtigste friheden til at kunne vælge sin attitude til livet. En frihed, ingen kan tage fra ham uanset hvad, han møder. Og den attitude, han vælger, afgør hvordan han griber sit liv og musikken an.